tirsdag den 5. december 2006

Papir og pynt

Julegaveindpakning
Nu skal det jo ikke være spas det hele. Mangler du en idé til en flot og unik måde at pakke julegaver ind på? Prøv at bruge tegneserier. Disney er meget julet, så prøv at finde Donald Duck eller Mickey Mouse-striber på nettet - print dem på farveprinteren og brug det som indpakningspapir.



Kræmmerhuse
Du kan også lave kræmmerhuse af tegneserier. I år er juletrenden ifølge Bo Bedre sort/grafisk - det er derfor oplagt at tage fotokopier af sine yndlingsserier og bruge dem til julepynt. F.eks. kræmmerhuse med sort silkepapir i og et sort silkebånd som hank.

mandag den 4. december 2006

5. december

Julehjerter
En kreativ juleleg: Der findes uendelige former for skabeloner til at fremstille flettede hjerter. Den klassiske ternede version er blot én – der er hjerter med diverse symboler som f.eks. juletræer, yin yan, snemænd og nisser.

Forklip hjertets 2 halvdele og giv gæsterne et hjerte hver. Nu gælder det dels om at gætte, hvad hjertet forestiller, dels om at blive først færdig med at flette sit hjerte. Der kan gives point for resultatet såvel som procestiden.

Find skabeloner her, her, her og her.

4. december

Springgås
I meget gamle dage havde man ikke computere, fjernsyn og andre underholdningscentraler, og derfor skulle der ikke så meget til at få børn til at more sig. I legen Springgås bruges et gåseskrog – altså brystbenet fra en gås (de afkogte rester fra middagsbordet juleaften). Ved at spænde benet op på en pind og en snor ved hjælp af en klat beg, kan man få det til at hoppe op i luften.

H.C. Andersen skriver om legen i Springfyrene (1845), og i Peters Jul kan man læse følgende:

Når Faer skær Hul på Gåsen så,
han løfter mig, jeg kigge må
til Sveskerne derinde.
Vi trækker "Gåseskrog" for Spøg,
og tænk! en stor Klat Syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.

Læs mere om traditionen her og se billede af springgåsen.

lørdag den 2. december 2006

3. december

Ordsprog
En højpandet juleleg: En enkel formulering kan altid ændres til noget meget indviklet! Prøv at gætte hvilke ordsprog, der danner baggrund for følgende omformuleringer:

Flamberet pode undviger kemiske reaktioner, der udvikler høj termik
(Brændt barn skyr ilden)

Cylindriske beholdere i mellemstørrelsen, hvis indre lagerkapacitet er uudnyttet, må med rimelig forventning formodes at besidde uovertrufne akustiske kvaliteter
(Tomme tønder buldrer mest)

Et jordbårent individ, som præmaturt transcenderer fra et passivt til et aktivt stadie, vil med signifikant forhøjet risiko opleve at blive konsumeret af et luftbårent individ
(The early bird gets the worm)

Gentagende diskurs angående Helios medfører forestående forøgelse af nævntes effektsparametre
(Når man taler om solen, så skinner den)

Opstigning skal finde sted ved selvsamme beplantning, hvor nedslående virksomhed tidligere er observeret
(Man skal rejse sig ved det træ, man er faldet)

Et produkt af isolerende karakter bør ikke markedsføres, før produktionskilden er endeligt termineret
(Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt)

Det er en umulighed for selv uddannede beskærere at gøre gavn hos et individ, hvis isse udviser påfaldende mangel på isolerende egenskaber
(Man kan ikke barbere en skaldet)

Den totale population af Felis cattus detekteres i umbra udenfor gængs farvespektrum
(I mørket er alle katte grå)

Find flere her. Se hvem som kan gætte flest.

2. december

Filipine
Når man ved juletid spiser rå mængder af nødder og pebernødder, oplever man en gang imellem, at der er to, som hænger sammen – en tvillingenød. I Filipine-legen skal man finde én at dele dobbeltnødden med. Så aftaler man at sige ”filipine” til hinanden på et bestemt tidspunkt. Den, der siger det først, har krav på en lille gave fra den anden.

fredag den 1. december 2006

Kan du huske...

...alle 12? Apropos julesange. Her er en nuttet animation til sangen Twelve Days of Christmas.

1 partridge in a pear tree
2 turtle doves
3 French hens
4 calling birds
5 gold rings
6 geese a-laying
7 swans a-swimming
8 maids a-milking
9 pipers piping
10 drummers drumming
11 ladies dancing
12 lords a-leaping




1. december

Julestrofer
Hermed en idé til en bordleg, der anvendes, når et selskab skal gå til bords. Gæsterne får hver udleveret 2. strofe i en julesang – ligeså mange julesange, som der er gæster. Ved kuverten ligger den 1. strofe. Det gælder herefter om at finde den rigtige sang for at finde ud af, hvor man skal sidde. Eksempler:

Stråler juleglansen
– Højt fra træets grønne top

Og julen varer lige til påske
– Nu ’det jul igen, og nu ’det jul igen

Det kimer for den høje gæst
– Det kimer nu til julefest

Prægtig er Guds himmel
– Dejlig er jorden

Lyst det er at se derpå
- Dejlig er den himmel blå

Nu glædes gamle og unge
- Julen har bragt velsignet bud

Det er koldt, og man må gå sig varm
- Sikken voldsom trængsel og alarm

På med vanten, så suser vi afsted
- Til julebal - til julebal i Nisseland

Igår aftes i den mørke gang
- Jeg så julemanden kysse mor

Kan man høre vintervejrets kendingsmelodi
- Bjældeklang, bjældeklang over vej og sti

Hen over diger trimlende
- Sneflokke kommer vrimlende

Da hun gik fra julebankospil
- Bedste blev kørt over af et rensdyr