tirsdag den 19. december 2006

19. december

Juletampen brænder
Tampen brænder er endnu en klassisk juleleg fra den tid, hvor man ikke havde så meget at lave. Ligesom Springgåsen eller Mus. Det er en form for gemmeleg, hvor man skal skjule en genstand – f.eks. et fingerbøl – et sted i huset.

Det gælder herefter for ens medspiller om at finde genstanden. Kommer man tæt på genstanden "brænder" den, mens den er ”iskold”, når man er langt væk fra den. Yderligere hjælp består i, at man fortæller, på hvilket niveau genstanden er gemt, ved at sige "Fugl", "Fisk" eller "Midt imellem".

Tamp er et gammelt ord for enden på et tov eller reb, og i gamle dage gemte man et stykke reb. Den der fandt tampen, tampede (dvs. slog) de andre ud af rummet.

Man hyggede sig i det hele taget med megen spas ved juletid i de skumle gamle dage. Således blev julelege i 1600- og 1700-tallet ved flere lejligheder forbudt af præster og myndigheder.