mandag den 31. oktober 2011

Sund julemad

Tiden nærmer sig, hvor vi skal svælge i julesul; and, flæskesteg, rødkål, brunede kartfofler, risalamande, konfekt, nødder, clementiner, dadler, figner - og alle de våde varer.

Og gør det med god samvittighed. Det er jo ikke hvad man spiser mellem jul og nytår, men mellem nytår og jul, der batter noget.

Når det er sagt, så kan du på denne blog om stenaldermad få nogle tips til, hvordan man kommer gennem julen med et højt energiniveau og undgå en semi-permanent oppustet fornemmelse og den bonus af lagret fedt på sidebenene, som skal "kureres" i januar. Som om januar ikke er sur nok i forvejen!

Stenaldermad er et nyt gammelt sundhedskoncept, som er inspireret af det miljø, som de første mennesker levede i. Det var før landbrugets - og dermed de hurtige kulhydraters - opfindelse. Moderne menneskers gener har ikke ændret sig siden dengang, hvor mennesket var jægere og samlere. Vi er genetisk tilpasset en kost bestående af  kød, fisk, grøntsager, rødder, nødder og bær. Tilsvarende kan vi slet ikke tåle de store mængder kornprodukter, som den moderne kost indeholder - og som de officielle kostråd anbefaler.


fredag den 28. oktober 2011

Juleferie på Lanzarote


Hvorfor ikke prøve noget nyt i år? Hvem siger julen altid skal fejres hjemme? Der er masser af rejseselskaber derude, som er klar til at fragte dig og familien til varmere himmelstrøg, hvor man kan holde jul helt efter eget hoved.

Lanzarote er en hyggelig destination til juleferien. Lanzarote er en af de syv Kanariske øer, kun lidt større end Bornholm, beliggende ca. 150 km øst for den afrikanske kyst. Øen har et perfekt ferieklima med behagelige 20-28 grader uanset årstid. På Lanzarote kan man gå på vulkaner, ride på kameler og dyrke en lang række sportsgrene.

Lanzarote har masser af shopping-muligheder, hvis man mangler de sidste julegaver. Udover sine kameler og vulkaner er Lanzarote berømt for den fantastisk talentfulde kunstner og arkitekt Cesar Manrique. Hans design er på en gang tidløst og retro-chikt, og du må ikke gå glip af hans museum, der er én af øens fremmeste seværdigheder.

onsdag den 26. oktober 2011

Perleplader som julepynt



Perleplader har virkelig fået en renaissance, og i år hænger de også på juletræet. Frk. Lilienskjold har denne idé til en perleplade med juletema.

Perleplader med julemotiver er en hyggelig decemberbeskæftigelse, som udover julepynt kan bruges som kreative julegaver, gavemærker, bordskånere osv.

tirsdag den 25. oktober 2011

Garanteret julestemning


Andelslandsbyen i Holbæk er i den grad kommet i julehumør. Det traditionelle julemarked på det levende og nostalgiske museum er i år udvidet til hele 6 dage: To weekender og to hverdage. Og det koster kun 50 kr. pr. dag at deltage (børn under 5 år kommer gratis ind).

Tag børn og børnebørn i hånden og besøg et julemarked som i gamle dage.

Datoerne for julemarked 2011:
Lørdag d. 26. og søndag d. 27. november
Onsdag d. 30. november og torsdag d. 1. december
Lørdag d. 3. og søndag d. 4. december

Gå ikke glip af alle tiders julepynt og husflid på husmandsstedet, i kirken, den gamle brugs og hovedbygningen. En oplagt mulighed for at fylde julesækken med de manglende kalendergaver!

En velfortjent pause fra julehandelens trængsel og alarm kan nydes hos Madam Blå, der serverer julebuffet, kaffe og kage.


mandag den 24. oktober 2011

To måneder til jul

Efteråret har bidt sig fast, havemøblerne er kommet ind, snart skal vi stille urene tilbage, og julen nærmer sig med raske skridt.

Det er ikke et sekund for tidligt at begynde de juleforberedelser, der er relateret til kalendergaver.

Heldigvis findes der i vore dage flere snuptags-løsninger på nettet. Hos decembergaver.dk kan du få 24 indpakkede gaver sendt lige til døren. Gaverne udvælges, så de passer til barnets alder og køn og koster typisk 500 kr.